Fik du læst

 Tip en ven    Udskriv    Del

Mindeord Da jeg i "86 for første gang kom til Jenslev for at se på hus, var det en fredelig lille bondeby, uden et menneske på gaden.
Og dog – for henad Jenslevgade, med retning mod byens grønne fællesareal, kom en kraftig og næsten skaldet mand iklædt lysebrune arbejdsbukser og skovmandsskjorte med oprullede ærmer gående med stålsatte skridt. Energisk skubbede han en motorplæneklipper foran sig, men da han opdagede de fremmede, stoppede han op for at høre, om der var noget han kunne hjælpe med.
Det var mit første møde med Klarskov – eller Mr. Jenslev, som jeg senere i spøg har kaldt ham. Og billedet er blevet stående på min nethinde, for det indeholder mange elementer, der var så typiske for Klarskov. Den energiske gang, plæneklipperen, den evige hjælpsomhed, blandet med et gran af naturlig nysgerrighed (så man altid var orienteret om, hvad der gik for sig i byen og de nærmeste kredse).
Plæneklipperen var i mange år Klarskovs evige følgesvend. Med den passede han ikke alene Jenslevs grønne arealer, den var også hans vigtigste arbejdsredskab, når han som kommunens kendte og værdsatte havemand, hjalp de ældre medborgere, der ikke længere selv kunne passe deres haver. Også byens vandværk, var Klarskovs domæne og så var han gadekærets vogter.
Selv havde han ingen have omkring det lille hus på Tværvej overfor gadekæret – han havde haver nok at passe i sit daglige arbejde, så altid nyfejede fliser og velrevet grus, dækkede hans egne beskedne arealer.
Klarskov kom til Jenslev som to-årig, hvor han voksede op hos en faster. Da hun blev gammel, var det Klarskov, der med stor omsorg passede hende til det sidste. Selv stiftede han aldrig familie. Og dog – for vi, der kendte ham, blev hans familie.
Hans gæstfrihed var stor. Døren stod altid åben til hans lille ordentlige hjem, og mange har fundet vejen gennem garagen langs den nypudsede Volvo, ind gennem bryggerset og køkkenet til en øl eller citronvand – med eller uden et skvæt Vermouth, og en hyggelig sludder om de nære ting.
For selvom Klarskov fulgte med i, hvad der skete ude i den store verden, var det de nære ting, der optog ham. Han var velinformeret og alting blev sirligt nedskrevet dag for dag i hans dagbog, som blev til mange bind igennem årene, og som må være en godbid for lokalhistorisk arkiv at få fingre i.
Klarskov var i vores globaliserede verden, hvor næsten ethvert barn har været mindst én gang i USA, Thailand eller Australien, et levende vidnesbyrd om en ganske anden tid. Efter endt soldatertid og det dengang obligatoriske højskoleophold, var det længste han kom, en tur til Roskilde én gang årligt. Et pas har han aldrig ejet, og han kunne ikke se idéen i en tur til København. Jenslev var hans verdenscenter – ”herfra min verden går” – men han lyttede interesseret, når venner og bekendte havde været en tur i det store udland, og gemte de mange postkort, han modtog fra eksotiske lande. For mig var det en fast tradition, at Klarskov skulle have mindst én hilsen, når jeg var udenlands. En lille ting, men jeg vidste, at den skabte stor glæde. Juleaftensdag var der trængsel i det lille røde hus. For venner og bekendte, var det en tradition, at vejen faldt forbi Klarskov i løbet af dagen til et ”glædelig jul” en snak og en øl eller vand.
På midtsjællandsk og med ord, der ikke længere står i dansk retskrivningsordbog, elskede han at konversere fra sin faste plads for bordenden. Og hjælpsomheden var hans varemærke. Hvis ”damepigen” på den anden side gaden, havde brug for en hånd, henvendte hun sig aldrig forgæves ved Klarskovs dør. Klarskov var en fast del af bybilledet i Jenslev i over 85 år.
Han var en institution, noget tiden gik tilsyneladende sporløst henover¸ noget uforanderligt i en hastigt skiftende verden. Da jeg skrev den lokalhistoriske beretning om Jenslev i "92, som en del af lokalhistorisk arkivs serie ”Vor egns historie”, var det en selvfølge at forsiden blev prydet af et gammelt foto af Klarskov og en anden af byens drenge, der som store knægte står med fødderne vand i byens gadekær. Publikationen kaldte jeg for ”Jenslevvalsens toner”. Dét var også titlen på den sang, jeg skrev om byen i anledning af en byfest året efter min ankomst.
Den gik på melodien ”Hils fra mig derhjemme” og stroferne i et af versene lyder det således:
På et Danmarkskort er sat/ ikk" engang en flueklat/ for at vise, hvor vi bor/ næh, Jenslev er ej stor/ Ingen højt berømmet mand/ du i Jenslev møde kan/ her vi bare Klarskov har/ men han er også rar.
Tak for alt du var for mig, for Jenslev, og for de mange mennesker, unge og gamle, der holdt af dig og vil huske dig.
Æret være dit minde. Suzi Elena Apelgren

Publiceret: 17. Juli 2012 00:12

Mest læste

112

Seneste læserbreve

DET SKER - i Hornsherred

ANNONCER

Net |  Print |  Priser

UDEBLIVER AVISEN?

Kontakt os

TIP OS!

Send et tip

Lokalavisen Hornsherred

Bymidten 6

4050 Skibby

Tlf: 4590 8346

Fax: 4590 8189

Startside

Nyhedsbrev

Mobil

Rss feeds

Facebook

en del af lokalavisen.dk